Jeg er 43 år, selvstændig familieterapeut, foredragsholder,
kendt som terapeut på TV programmerne på DR om skilsmissebørn, som blev
nomineret til årets bedste programserie 2012 og forfatter til bøgerne: Mit liv som
delebarn & Mit liv som deleteenager.
I flere år har jeg arbejdet med børn i sorg pga dødsfald,
alvorlig sygdom eller skilsmisse og har selv en erfaret viden samt mange
faglige indgangsvinkler til at være specialist på området.
For 2 uger siden fik jeg konstateret kræft af to læger som
omgående ville have mig i behandling og for 1 uge siden fik jeg at vide af en
anden læge, at det var en fejldiagnose. Så har jeg (også) prøvet dét og er
heldigvis rask. I den anledning går månedens krammer til mig selv!
Hvordan kender du til sorg i dit
liv?
Når jeg holder foredrag om
dødsfald eller skilsmisse, så fortæller jeg åbent om mine egne erfaringer på
det område. Min onkel og min bedstefar døde med et års mellemrum, da jeg var i
starten af 20´erne og det gjorde et stærkt indtryk på mig, for de var begge
meget betydningsfulde mennesker i mit liv. Derefter har jeg oplevet at blive
skilt fra mit barns far og har flere brudte forhold med mænd og deres børn.
Afskeden kan være noget af det
sværeste vi mennesker bliver udsat for og den største sorg, som jeg personligt
kender til stammer helt tilbage i min meget tidlige barndom, hvor jeg var
indlagt over en længere periode og dagligt måtte sige farvel til min mor.
Dengang var det ikke muligt som barn at blive indlagt med sin familie, så min
mor kom næsten hver dag på besøg hos mig, men min far og mine søskende så jeg
sjældent gennem den lange periode. At være bange for aldrig at se sin mor og
resten af sin familie igen og få gentaget det traume næsten hver dag har været
en af de største udfordringer i mit liv at komme igennem. Det har præget mig
som menneske og har helt sikkert også givet mig mulighed for at være særlig
dygtig til at hjælpe børn videre gennem sorgen.
Hvad hjælper dig til at bevare din
indre ro?
Jeg nyder at danse og dyrke
forskellige former for kropslig udfoldelse, det giver mig en god kontakt til
mig selv og glæde ved at være levende. Gennem de sidste 15 år har jeg
mediteret, lavet energi øvelser og tager jævnligt på retræte. At mærke nærvær
og berøring med et andet menneske kan virke healende og meget beroligende på
mig. Den bedste vej til at finde ro for mig er at mærke mit hjerte.
Hvem har gjort en særlig forskel
for dig?
Ud over naturligvis min søn, som for 18 år siden fuldstændig
ændrede mit liv, så har Helen Gamborg og Erik Mikkelsen været med til at gøre
en særlig forskel for mig. De har lært mig at meditere og få kontakt til min
dybeste essens. Desuden har de vist mig, at jeg og alle andre er meget mere
elskelig, end man i sin vildeste fantasi
kan forestille sig. De har lært mig redskaber til at være fuldt tilstede og
nærværende med åbent strålende hjerte.
Du kan læse mere om dem på følgende link: www.gamborg-mikkelsen.dk