torsdag den 12. september 2013

Majbritte Ulrikkeholm får månedens krammer september 2013

Majbritte Ulrikkeholm er født i 1964 og er sanger, komponist, forfatter og underviser. Hun har udgivet 14 cd´er og 9 bøger.
Til oktober 2013 udkommer hendes nye bog: Pilgrim i hjertet.

Hvordan kender du til sorg i dit liv?
 
På en særlig måde kom jeg ind i verden med sorg, ikke kun min egen sorg men min mors sorg, som jeg kunne mærke allerede meget tidligt. Min mor var psykisk syg og havde lange sorgfulde perioder, som jeg blev en del af. Sorgen var noget, der var i luften omkring os hele tiden. Ikke sorg over noget bestemt, for min mor kunne aldrig helt finde årsagen til den sorg hun bar på. Den var en del af hendes sygdom, men også en del af, at hun havde mange kunstneriske evner, som hun ikke formåede at udtrykke. Det blev svært, næsten umuligt at skille mig fra min mors sorg eller rettere depression, for sorg har jo en årsag hvorimod depression ofte er uforklarlig. Men uforklarlig sorg over livet blev en del af den luft jeg indåndede, og på e tidspunkt i mit voksne liv skiltes jeg fra min mor for at finde mine egne ben. For jeg har altid haft en kæmpe livsglæde i mig, et lys, der aldrig helt kunne slukkes. Uanset hvad. Det lys var svært for min mor, selvom det samtidig var det lys hun næredes ved. Men det var svært for mig at bevare livsglæden, fordi jeg psykologisk var vokset så meget sammen med min mor, at jeg ikke kunne mærke mine egne følelser adskilt fra hendes.

Det var en vigtig og livsnødvendig beslutning for mig ikke at se min mor, for jeg måtte lære at se verden gennem mine egne øjne. Og jeg tror, at hvis jeg ikke havde gjort det, så kunne jeg have sat mig selv i farezonen for selv at blive syg, fordi jeg har et meget åbent sind. Den største sorg for mig var og er, at min mor døde inden vi igen fik kontakt med hinanden. Jeg husker at jeg var I Frankrig og jeg havde besluttet at kontakte hende, når jeg kom hjem igen. Men jeg blev ringet op af min søster, som fortalte at min mor var død Lille jule Aften. Det var et stort chok for mig. Og fra den vinter har jeg kun sne og sorg i min erindring. Jeg sagde farvel ved min mors grav. Ikke kun til hende men også til den sorg der aldrig har tilhørt mig. Nu har jeg kun min egen.

I dag ved jeg, at det er sorgen, der har gjort mig rummelig for andre menneskers smerte. Jeg kan tåle ret store mængder, og folk kan komme til mig med stort set hvad som helst. For jeg har hverken frygt for eller berøringsangst med sorg. Det er en dør, der åbner til de dybeste lag af os. Hvis vi tør træde ind.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?
 
Det der hjælper mig allermest til at bevare roen er at jeg har en dyb tro på, at alt har en mening, at livet er en skole, hvor jeg lærer. Så det der kunne give uro ser jeg som pejlepunkter, vejvisere på rejsen. Jeg spørger altid mig selv: "Hvad kan jeg lære af dette?" Uanset hvad det er. Og det giver mig ro, at jeg er ved at lære. Også når det er svært. Men sangen og musikken og det at skrive holder mig helt fysisk i kernen af ro, når alt er kaos. Uanset hvad der sker omkring mig, så er det som om alt falder på plads, når jeg skriver om det eller når jeg synger. Jeg skrev allerede som barn sange for at få min verden til at hænge sammen. Mine sange var som mosaikker, der samlede min verden til et stykke, når den var bristet i stykker. Sådan er det stadig. Uanset hvor meget noget brister, så kan jeg samle det i en sang eller en fortælling.


Hvem har gjort en særlig forskel for dig?
Min mormor og morfar betød rigtig meget for mig. De tog mig og mine to søstre til sig, og jeg boede hos min mormor de første fem år af mit liv, fordi min mor var for syg til at passe på os. Hos min mormor, som var katolsk polak fik jeg troen i gave. Troen på engle og på det man kalder Gud, på Jomfru Maria og på en dybere mening med livet. Her lærte jeg, at man skulle opføre sig ordentligt og være god mod andre mennesker. Uanset hvad man havde oplevet. Min mormor støttede os piger i "at blive til noget" som hun kaldte det. For vi havde mange evner, og dem hjalp min mormor os til at udvikle. Ved at tro på os. Min morfar var en evig kærlig hånd under det hele. Uden mange ord. Men når noget i dag bliver svært, så husker jeg hans gode støttende øjne. Jeg ved, at jeg har bevaret kontakten til kærligheden og til glæden og til det gode i livet på grund af de øjne. De så på mig med kærlighed fra kærlighed. De fortalte mig uden ord, at jeg var elsket. Det er i grunden hele fundamentet for mit liv i dag. Jeg er hver dag taknemmelig for det jeg fik med fra mormor og morfar. Men jeg er også taknemmelig for det jeg lærte af livet hos min mor. For hun var ikke kun sorg. Hun var også et helt anderledes bud på det at være menneske, hun var en stor poetisk sjæl og et fantasifuldt seende menneske, der bare var fanget i et uforklarligt mørke, og hun havde ikke redskaberne til at arbejde sig fri af det.

I dag tænker jeg, at alt hvad jeg gør, også sætter min mors sjæl fri. Der hvor min mor er nu ved jeg, at hun ønsker at se mig stråle fra mit lys. Og når jeg tænker på min mors død, så tænker jeg også, at selvom det var sorgfuldt, så var det også en lettelse for hende at slippe for sin livssorg. Hun længtes efter døden hele livet. Og jeg tror døden gav hende den fred vi alle længes efter.
 
 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar