mandag den 7. oktober 2013

Rikke Høgsted får månedens krammer i oktober 2013

Rikke Høgsted er psykolog og forfatter af forskellige selvhjælpsbøger. Hun har sammen med grafisk designer Alette Bertelsen blandt andet skabt en mindebogen Til Minde Om, som er en mindebog til børn og unge, der har mistet en nærtstående - www.tilmindeom.dk 


Rikke arbejder nu som direktør I Dialog Mod Vold, som er et behandlingstilbud til mænd og kvinder, der udøver vold i nære relationer www.dialogmodvold.dk

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

Jeg har mødt sorg mange gange i mit liv og i helt forskellige situationer. Men jeg har heldigvis været forskånet for den store sorg, der følger tabet af en helt nær. Som barn var jeg flere gange indlagt på hospitalet. Og det var den gang, hvor forældrene helst ikke skulle komme på besøg, for så græd børnene så meget, når besøget var slut. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Senere i livet oplevede jeg igen sorg - denne gang var det en kærestesorg, som var voldsommere end jeg havde troet muligt. Siden den gang har jeg haft meget respekt for kærestesorg! Næste gang jeg mødte sorgen skyldtes det at jeg i en periode var ufrivillig barnløs. Men miraklernes tid er ikke ovre og en dag var jeg, til trods for at lægerne havde sagt det var umuligt, pludselig gravid og fik 9 måneder efter den skønneste datter. Som senere blev storesøster, da vi var så heldige at få vores skønne og helt igennem dejlige lillesøster fra Kina.

Sidste gang jeg oplevede sorg var i forbindelse med min skilsmisse fra pigernes far, for der mistede jeg den lykke det er, at dele hver eneste dag i livet med sine børn. Det tog mig faktisk små 5 år for alvor at komme igennem den sorg og jeg har stadigvæk dage, hvor sorgen over at vi ikke er en samlet familie kan ramme mig.


Hvad hjælper dig til at finde ro?

Det er et godt spørgsmål - jeg er nok ikke sådan så rolig af natur! Men roen kommer, når vi alle sammen i familien sidder i sofaen og ser en familiefilm. Når jeg laver yoga. Sidder stille i solen. Eller når jeg vågner en weekendmorgen og mærker glæden over, at vi bare kan tage det stille og roligt fordi vi hverken skal på arbejde eller i skole. Og så har min mand lært mig at finde ro ved at vandre. Vi tager tit på gode vandreture i Skåne, som er tæt på København og samtidig langt væk fra storebyens livlige puls.


Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Der er flere mennesker, der har spillet en vigtig rolle; min farfar fordi han i mine øjne var en eventyr-helt og samtidig var god til at fortælle mig, at han var stolt af mig. En bestemt lærer i skolen, som tit pressede mig lidt fordi han troede på mig. Min mor, fordi hun i min barndom altid var der og signalere, at alt nok skulle gå - også når livet var svært. Min far, fordi hans kærlighed altid har føltes 100 % ubetinget. Mine børn, fordi de har gjort mig til mor og nu er blevet det vigtigste i mit liv. Og endelig min mand, som formår at elske hele mig - også de siden af mig, som jeg ellers ikke selv synes er hverken charmerende eller elskelige. Det er en rørende oplevelse.

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar